“Vi er med til at putte rigtig mening tilbage i Værftshallerne”

Lugten af tjære er noget af det første man lægger mærke til, når man træder ind i det gamle værftshaller, hvor Maritimt Værksted Hal16 i dag holder til. I daglig tale bare Hal16.

Hal16 er en sammenslutning af skibe og mennesker, som prøver at passe på Danmarks maritime kulturarv. Hal16 har eksisteret i omkring 1,5 år og ligger værft til omkring 20 fartøjer. ”Det første vi gjorde var bare at slå portene op og sige at, hvis du har et historisk interessant fartøj, så meld dig ind i vores forening”, fortæller Nicolai Vædele, der er formand for Hal16 og uddyber ”sidste år var der et ældre ægtepar, som forærede os en gammel told-jolle, der har sejlet ved Bandholm. De havde ellers sat den til salg for 120.000 kroner. Ægteparret havde læst om projektet og synes det ville være fedt, hvis vi passede på den.”

Hvordan startede Hal16?

Sammenlignet med tidligere tider har Helsingørs havnebassin, de seneste 10-15 år fremstået gold og øde, især da man i forbindelse med etableringen af Kulturværftet ryddede op i havnen. Tilbage var der de fastliggende fiskerbåde og Marinehjemmeværnet. ”Det var lidt et åbent sår i byen, fordi man i Helsingør var vant til, at der kom skibe ind og ud” siger Nicolai Vædele og fortsætter, ”for 1,5 år siden var der en visionssejlads med politikere og ledere, hvor man snakkede om, hvad der kunne gøres for at skabe liv i havnen.”

”Det er ikke nogen ny idé, men jeg har været med til at bære idéen frem og jeg har oplevet en stor opbakning. Alle har forstået hvad det handler om.” tilføjer Nicolai Vædele.

Hvordan er en typisk dag i Hal16?

Medlemmerne af det maritime værksted går typisk rundt i Hal16 i deres fritid og makker med sin båd. Pensionisterne er typisk i Hal16 om formiddagen, mens andre ankommer efter fyraften. Bådene i Hal16 er både ejet af enkeltpersoner, mens andre både ejes af 5-6 personer i et laug. Hal16 huser også enkelte professionelle.

”Det er næsten sådan, at hver eneste gang jeg har åbnet porten til Hal16, så kommer der ældre mænd forbi og går rundt og kigger. De kommer og siger ’jeg stod i lære derovre’” fortæller Nicolai Vædele og uddyber ”det viser hvor meget værftet med 3-4.000 arbejdspladser har fyldt i byen.”

Hvordan bidrager Hal16 og kulturen til Helsingør?

Ligesom Kronborg Slot og de gule kasernebygninger, så ligger de historiske skibe i havnen for at blive besøgt, brugt og sejlet med. ”Man kunne godt gøre skibene til museumsgenstande, som står på et piedestal et sted, men ved at man bruger, sejler og er om bord på skibene, så er der også et incitament til, at de er tætte, velvedligeholdte og ser godt ud”, siger Nicolai Vædele og tilføjer, ”til forskel fra de moderne glasfiberskibe, som kan poleres på en halv formiddag, så er der på gamle træskibe hele tiden noget lak og ting og sager, som skal ordnes. Træ er et organisk materiale, pludseligt er der noget, som er råddent og skal skiftes. Og man vil helst ikke have, at det går i stykker, når man ligger midt i Øresund” siger Nicolai Vædele.

”Uden Helsingør Havn ville vi ikke eksistere” siger Nicolai Vædele og fortsætter ”Vi har lavet en museumshavn på ét år, og til sommer kommer der til at ligge 10 historisk interessante fartøjer i Helsingør Havn” siger Nicolai Vædele og afslutter ”Vi er med til at putte rigtig mening tilbage i Værftshallerne, man kunne ikke forstille sig noget mere rigtigt at putte i Værftshallerne end det her.”