Kalechesmeden: Vi har også kunder i Grønland og på Færøerne

Selv om meget af Danmark er lukket ned for øjeblikket, for at begrænse smitten med COVID-19, arbejder en del af de erhvervsdrivende i Helsingør Nordhavn fortsat i det omfang, det kan lade sig gøre. Kalechesmeden er er en af dem, og Helsingør Havne har været på besøg for at høre, hvordan det går med forretningen.

Der er åbent hos Kalechesmeden i Helsingør Nordhavn. På den sikre måde naturligvis og med en opfordring på indgangsdøren til, at kunderne holder ekstra afstand til butikkens ansatte.

Corona-situationen taget i betragtning, er der heldigvis forårstravlt her i årets højsæson for bestilling af kalecher og andet udstyr til bådene. Og kunderne, ja, de er både lokale og fra hele landet. Selv Grønland og Færøerne er repræsenteret i ordrebogen.

Marco Hjersted, der står for kontor, administration og ikke mindst kundekontakten, har lovet at fortælle os om Kalechesmeden, der er en delvist ejet familievirksomhed. Sådan imellem de mange kunder, der dukker op i forretningen i Helsingør Nordhavn.

Der er meget at fortælle om og vise frem, og som barnebarn af stifteren Flemming Hjersted, kender Marco Kalechesmeden som sin egen bukselomme. En virksomhed der går tilbage til 1973 og som i dag er ejet af Marcos far Jan Hjersted og Carsten Bjærre, der begge er en del af Kalechesmedens faste medarbejderstab på i alt ni personer.

Tusindvis af skabeloner

Hvis man ikke lige kender Kalechesmeden, kan facaden på virksomheden godt snyde en til at tro, at der er tale om en beskeden forretning med et mindre udsalg. En antagelse, der dog er langt fra virkeligheden.

For inden bag facaden er der både systue, et mindre vaskeri og ikke mindst dele af et imponerende arkiv på mere end 11.000 skabeloner fra tidligere producerede kalecher og andet udstyr til især både. Skabeloner, der er opmagasineret på hylder, loft og i container. Ligesom en del af skabelonerne også opbevares i lagerhallen i Gurre, hvor smedeværkstedet også ligger.

Men Kalechesmeden har også to kassevogne, der kører rundt i hele landet og tager mål og monterer kalecher, sprayhoods og cockpittelte. Ligesom lagerhallen i Gurre typisk anvendes af kunder, der fragter deres båd på trailer. En mulighed mange, ifølge Marco, er glade for, fordi det er praktisk og fleksibelt på grund af pladsen og den gratis trailerparkering på grunden. Dertil kommer at det er muligt, at arbejde i læ for vejr og vind hele året.

Vind- og vandtætte løsninger

Kalechesmeden har mange års erfaring med skræddersyede løsninger i alt lige fra betrækning af hynder, presenninger, læ- og solsejl til syet bådudstyr i alle afskygninger. Det startede i privaten med hynder og andre småting, og voksede i begyndelsen af 1970’erne til en forretning, der kunne tilbyde skræddersyet løsninger til især både.

Forretningen voksede og siden 1980 har Kalechesmeden haft kontor og systue i Helsingør Nordhavn. Først på Nordhavnsvej nr. 1 i bygningen, hvor blandt andre Drachmann Advokater holder til i dag, og siden 1993 på den nuværende adresse på Nordhavnsvej nr. 7.

Der er som sagt åbent – helt forsvarligt – og under iagttagelse af passende afstand inklusive håndsprit. Velkommen hos Kalechesmeden i Helsingør Nordhavn.


Kalechesmedens telefonnummer: 4920 1144.
Åbningstider:
April-juli: Mandag-fredag kl. 8.30-16.30. Lørdag kl. 9.30-12.30.
August-marts: Mandag-torsdag kl. 8.30-16.30. Fredag kl. 8.30-14.00.
Hjemmeside: www.kalechesmeden.dk
Kalechesmeden er også på Facebook og Instagram.