Efter en del år uden et fungerende røgeri på Helsingør Nordhavn, er der igen blevet tændt op i de gamle røgovne i det gule hus på havnen. Helsingør Røgeri er flyttet ind og driver nu et fiskeudsalg, hvor ”røg” er omdrejningspunktet og et køkken, der leverer ”mad ud af huset” til festlige begivenheder.

Alt bliver tilberedt fra bunden og det meste røges på den ene eller den anden måde hos Helsingør Røgeri, der holder til i det smukke gule hus i lystbådehavnen Helsingør Nordhavn. Her røges blandt andet fisk og skaldyr på gammeldags manér med brænde. Ikke noget med elektrisk ovn, men derimod masser af håndværk og opmærksomhed på, at fisken kun røges den nødvendige tid.
Ambitionerne er høje hos Helsingør Røgeri, hvor kok Line Storm Hansen, står for den daglige drift sammen med hendes tro følgesvend, kok Philip Gerlach.

Røgeriet satser på røgvarer med et kokke-twist, og derfor har de to kokke, som en del af forberedelserne til åbningen, været på inspirations- og læringsbesøg hos en række dygtige røgmestre på Bornholm og i Dragør, der gavmildt har introduceret dem til røgfagets kringelkroge. Ligesom røgmestrene har delt deres opskrifter med de to kokke, og ikke mindst budt dem velkommen i det kollegiale fællesskab af røgmestre.

Røgeri og kokkeri
Siden åbningen i vinters er der blevet arbejdet med røgvarer i alle afskygninger hos Helsingør Røgeri. Foruden fisk og skaldyr, så røges der også brød, kartofler, pølser, fløde, creme fraiche, salt, olie og æggeblommer m.m.

Røgvarerne er dog ikke alt hos Helsingør Røgeri, hvor et mindre fiskeudsalg og et kokkeri også er en del af forretningen. Her er det nemlig muligt at købe et mindre udvalg af sæsonens ferske fisk og få en bid mad ved langbordene udenfor. Dagens ret, der ofte er røget fisk, skaldyr eller kød med salat og nye kartofler. Og fra menuen kan man blandt andet vælge ”Sol over Helsingør”, ”Røgeriets stjerneskud” eller fiskefrikadelle med remoulade på rugbrød. Ligesom det også er muligt med ”take away” og at bestille mad til større selskaber.

Helsingør Røgeri er en spændende ny nabo på Helsingør Nordhavn og bestemt et besøg værd – velbekomme!


Du kan læse mere om Helsingør Røgeri på:

Facebook
Instagram
www.roegeri.com